Gå til indhold
MagoMade

Mit navn er Sandra Mago. Jeg står bag det kreative univers - MagoMade - og det har jeg gjort siden sommeren 2021. Dog har jeg hæklet siden den første corona-nedlukning i 2020. Jeg er uddannet multimediedesigner og er på nuværende tidspunkt i gang med en professionsbachelor i webudvikling. Det sidste års tid har MagoMade blot være et lille side projekt men i takt med at jeg har skulle i praktik på mit sidste semester og her fik muligheden for at komme praktik i egen virksomhed, var det oplagt at begynde at lægge mere tid og energi i min lille, spirende virksomhed. Drømmen er dermed også at gøre min hobby til en levevej en skønne dag.

MagoMade tager inspiration fra mine filippinske rødder, hvoraf navnet Mago også stammer fra. Selvom jeg er vokset op i Danmark, har den filippinske kultur altid været en stor del af min hverdag takket været min mama som er født og opvokset i det festlige og kulturrige land. Mit brand er i høj grad baseret på min kærlighed til prangende og vilde farver hvilket kan ses i størstedelen af mine kreationer. Denne kærlighed opstod helt tilbage fra besøg til min familie i Filippinerne som lille - besøg til min lolas (mormor på cebuano) farverige hjem med en prangende lyserød facade, turkise havestole og det azurblå hav nærmest lige i baghaven.

Lola's Front Porch in the Philippines Fuchsia Crochet Bucket Hat & Green Crochet Mini Bag

Jeg laver primært hækleopskrifter og guides, som har til formål at gøre hækling mere nemt og tilgængeligt for alle – hvad enten du er helt nybegynder eller øvet. Mine opskrifter er moderne og nutidige. Det er tydeligt at mange af de hækleopskrifter, der tilgængelige online i dag er rettet mod en ældre målgruppe, og der er en mangel på designs og opskrifter henvendt til en yngre generation. Dette hul forsøger jeg at udfylde.

Det er vigtigt for mig, at mine opskrifter og guides er nemme at forstå og er udførligt beskrevet. Hækleopskrifter kan ofte være en krig at læse og forstå med alle de forkortelse og diagrammer som de kan indeholde særligt som nybegynder. Derfor indeholder mine opskrifter både en detaljeret og en forenklet vejledning eller step-by-step billeder således alle kan følge med.

Udover at være nutidige så er mine opskrifter også simple og nemt tilpasselig i den forstand, at man kan bruge opskriften til at skabe en beklædningsdel i lige præcis de farver man holder af, i en nøje udvalgt garntype og i et fuldt tilpasset mønster i et håb om at det kan give tøjet en længere levetid og gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. Samtidig er mine opskrifter nemme og letforståelige der gør at du kan nyde processen i selv at hækle dit eget tøj uden store problemer.

With love,

Secondary Logo - MagoMade